Masterferries ankommer den 26/4 for 1. gang til Hanstholm..
Oprettet dato: 5. april 2006
Ny Norges-færge bydes velkommen
Kilde: Thisted Dagblad, Jens Fogh-Andersen
Endnu er der ikke truffet endelig beslutning om, hvordan Masterferries skal bydes velkommen i Hanstholm, når rederiet åbner sin nye rute til Kristiansand 26. april
Onsdag 26. april klokken 9.30 anløber Masterferries hurtigfærge "Mastercat" Hanstholm og markerer dermed, at den nye rute til Kristiansand er en realitet.
Derfor arbejdes der i øjeblikket med at forberede den bedst mulige velkomst til færgen, som ved sit første anløb medbringer 200 særligt inviterede nordmænd til Hanstholm.
Mogens From, koordinator på projektet for udvikling af færge- og passagerturisme i Thy, har udarbejdet et udkast til program for modtagelsen- Men det er kun et udkast, som endnu ikke er formelt godkendt, siger Mogens From som har planlagt at færgen klokken 9.30 sprænger et bånd i røde, blå og hvide farver, som er spændt over indsejlingen til havnen. Herefter er der modtagelse med musik, borgmestertale og en efterfølgende rundvisning i området, inden de ca 200 danske gæster kl. ca 10.45 samles i HanstholmCentret, hvor der bydes på "Smag på Thy".
Lokale fødevareproducenter og andre sponsorerer nogle prøver på deres produkter, siger Mogens From og tilføjer, at han her og nu arbejder med at planlægge en velkomst med et beskedent projekt, så sponsorater er nødvendige.
Selv om blandt andre borgmester Ejner Frøkjær ser den nye færgerute som et aktiv for Thy, planlægges velkomsten som et rent Hanstholm-anliggende.- Jeg har fået klar besked om, at Thisted ikke ønsker at medvirke, siger Mogens From.Turistchef Carsten Nielsen, Thy Turistforening, bekræfter, at der fra foreningens side ikke er gjort en hel masse ud af at deltage aktivt i markeringen af åbningen af den nye færgerute.- Vi vælger at lade det være op til gruppen i Hanstholm, siger han.
Også centerforeningen i Hanstholm har indtil videre valgt at forholde sig afventende, men foreningens formand Hilmar Horsfelt oplyser, at det på et møde i formiddag, onsdag, sandsynligvis afgøres, hvordan centerforeningen vil deltage i at markere åbningen af den nye rute, som forventes at sende nye grupper af indkøbslystne nordmænd til Hanstholm.
- Vi har nogle ting på tegnebrættet, men har ikke besluttet noget konkret endnu. Blandt andet fordi vi venter på tilbagemeldinger fra kommunen, oplyser Hilmar Horsfelt tirsdag.
|