Off shore projekt på 1.350.000 kr til Hanstholm
Oprettet dato: 5. december 2005
Havneforum sætter off-shore projekt i søen
Hanstholm Havneforum har i alt fået bevilget 1,3 mill. Til et off shore projekt, der skal løbe i de næste 2 ½ år. Formålet er at undersøge leverandørmuligheder til den kraftigt ekspanderende Norske Off shore industri – bl.a. på catering området – men supply siden og andet, der kan supporteres indenfor de givne rammer i Hanstholm – kan også være relevante.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har bevilget godt en million kroner til projektet, og Viborg Amt har tilkendegivet, at de støtter projektet med 84.375 kroner og Hanstholm Kommune 253.125 kr
Der har i Hanstholm gennem årene fra forskellig side gjort forsøg på tiltag omkring off-shore, men uden de store resultater. Når Hanstholm Havneforum nu kommer med et projekt, skyldes det en formodning om, at tiden er mere moden nu. Priserne på ydelser i Norge er de senere år steget med raketfart, så det selv for nordmænd formodes at være rigeligt højt.
- Vi ved godt, at nordmænd er meget nationalistiske, men prisdifferencen bliver større og større, og da vi lever i en globale verden, så tror vi, at tiden er moden nu, siger markeds- og udviklingschef Britta Vang Mikkelsen, Hanstholm Havneforum.
Udgangspunktet i projektet er at matche det virksomhederne i Hanstholm er gode til med den norske offshore industri.
Britta Vang Mikkelsen nævner catering med færdig fiskeretter som eksempel på en underleverandørydelse.
- Cateringsiden er relativ nem at gå til, men der kan også være tale om andre underleverandøropgaver på servicesiden. Det kan være at levere arbejdskraft, siger hun.
Forskellen fra tidligere offshore projekter er, i følge Britta Vang Mikkelsen, at projektet her er mere konkret og målrettet.
Det er planen at ansætte en medarbejder straks i det nye år. For at sikre at få succes fra starten, vil Havneforum søge efter en nordmand, der har det rigtige netværk til off-shorebranchen, og samtidig kender til kvalitetssikring, som er nødvendig for at få foden indenfor i off-shore.
Der er nedsat en styregruppe, som ud over Britta Vang Mikkelsen foreløbig består af Jens Jørgen Jensen, Hanstholm Elektronik og kommunaldirektør Jan Krogh.
I følge Britta Vang Mikkelsen er det meningen, at styregruppen skal udbygges med flere personer, efterhånden som flere virksomheder bliver inddraget i projektet.
For yderligere kontakt bvm@hanstholmhavneforum.dk
|